فوائد الحديث

Folk varierer i deres niveau af islām, og en persons islām øges i fortræffelighed gennem bestemte handlinger.

At afholde sig fra laghw (tom tale ) og fra fuḍūl (overflødige) ord og handlinger er et tegn på en persons fuldkomne islām.

Opfordring til at engagere sig i det, der virkelig angår mennesket – i både religion og verdslige anliggender. For hvis en persons gode islām indebærer at undgå det, der ikke vedrører ham, så består hans godhed også i at beskæftige sig med det, der faktisk vedrører ham.

Ibn al-Qayyim – må Allāh være ham barmhjertig – sagde: Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – samlede hele wara‘ (from tilbageholdenhed og gudsbevidst selvdisciplin) i én sætning, da han sagde: "Blandt en persons ḥusn al-islām (skønhed og fuldkommenhed i hans islām) er, at han lader det ligge, som ikke vedkommer ham." Dette omfatter at opgive det, der ikke vedrører ham i tale, syn, lytning, berøring, gang, tanker og alle andre ydre og indre handlinger. Det er en altomfattende erklæring om wara‘.

Ibn Radjab – må Allāh være ham barmhjertig – sagde: Denne ḥadīth udgør et grundlæggende princip for god opførsel og etikette.

Opfordring til at søge viden, for gennem den lærer mennesket at skelne mellem det, der vedrører ham, og det, der ikke gør.

Al-’Amr bil-Ma‘rūf (at påbyde det gode), an-nahy ‘an al-Munkar (forbyde det onde) og give oprigtig rådgivning er blandt de ting, der vedkommer mennesket, da de er befalet.

Den generelle betydning af ḥadīthen indbefatter: at undgå alt, hvad der ikke vedkommer mennesket – hvad enten det er forbudt af Allāh – Den Mægtige og Den Ophøjede – eller det, som Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – misbilligede, samt det, der ikke er nødvendigt af overjordiske anliggender. Dette inkluderer spekulation om al-Ghayb (det usete) eller detaljerede spørgsmål om skabelse og befaling, og ligeledes hypotetiske eller konstruerede problemstillinger, som aldrig er indtruffet, næppe vil indtræffe, eller som slet ikke er tænkelige.