إعدادات العرض
:
:
Overleveret af Abū Hurayrah – må Allāh være tilfreds med ham – som sagde: Der blev spurgt: ’O Allāhs Sendebud, hvem er det mest lykkelige menneske med din forbøn på Dommedag? ’ Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – svarede: ”Jeg havde allerede antaget, o Abū Hurayrah, at ingen ville spørge mig om denne ḥadīth før dig, på grund af den iver, jeg har set hos dig efter ḥadīth. Det mest lykkelige menneske med min forbøn på Dommedag er den, der siger: Lā ilāha illā Allāh (der ikke er nogen anden gud [værdig tilbedelse] undtagen Allāh), oprigtigt, fra sit hjerte eller sit indre.’”
الترجمة
العربية বাংলা Bosanski English Español فارسی Français Bahasa Indonesia Русский Tagalog Türkçe اردو 中文 हिन्दी Tiếng Việt Kurdî Hausa Português മലയാളം తెలుగు Kiswahili မြန်မာ Deutsch 日本語 پښتو অসমীয়া Shqip Svenska Čeština ગુજરાતી Yorùbá Nederlands ئۇيغۇرچە සිංහල தமிழ் دری Български Fulfulde Magyar ಕನ್ನಡ Кыргызча Lietuvių or Română Kinyarwanda тоҷикӣ O‘zbek Akan नेपाली Moore Azərbaycan Wolof Oromoo Soomaali Українська bm ភាសាខ្មែរ rn ქართული Македонски Српски Ελληνικά አማርኛ Malagasy ไทยالشرح
Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – informerer, at det mest lykkelige menneske med hans forbøn på Dommedag er den, der siger: Lā ilāha illā Allāh (Der er ingen gud med ret til at blive tilbedt undtagen Allāh), oprigtigt fra sit hjerte – det vil sige: med erkendelsen af, at intet andet end Allāh har ret til tilbedelse, og at denne erklæring er fri for både shirk (at sætte partnere ved Allāh) og riyāʾ (at gøre noget for at blive set eller anerkendt af andre).فوائد الحديث
Bekræftelse af, at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – vil gå i forbøn på Dommens Dag, og at den kun vil være for muwaḥḥidūn – dem, der har realiseret oprigtig monoteisme.
Hans forbøn – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – består i, at han går i forbøn hos Allāh – Den Ophøjede – for de troende monoteister, der har fortjent Helvede, så de ikke bliver ført ind i det, og for dem, der allerede er der, at de må blive befriet.
Den store dyd og virkning af monoteismens ord, kalimat at-tawḥīd (Lā ilāha illā Allāh), oprigtigt for Allāh, Den Ophøjede, skyld.
At realisere monoteismens ord opnås ved både at have viden om dets betydning og at handle i overensstemmelse med det.
Fremhævning af Abū Hurayrahs – må Allāh være tilfreds med ham – fortrin og hans iver efter at tilegne sig viden.